REJSEBREV NR. 12

Leon, Nicaragua 14. marts 2005.

Hermed endnu et rejsebrev som Henrik denne gang har overladt det til mig at skrive. Håber ikke at læserne flygter væk af den grund – Gert.

Vi forlod Mexico i starten af februar, krydsede grænsen til det nordlige Belize ved Corozal. Belize – tidligere Britisk Honduras. Et lillebitte land, der ikke helt er som de andre lande her i Centralamerika. Halvt så stort som Danmark og kun 280.000 indbyggere. Beliggende ud til det caribiske hav. Først i 1981 blev det selvstændigt som land efter en tid som Britisk koloni. Det officielle sprog er derfor engelsk og befolkningssammensætningen er om endnu mere en etnisk smeltedigel end de øvrige lande. Udover forskellige mayaindianer-stammer og efterkommere fra de spanske erobrere møder man mørke garifunaer.

Tilbage i 1500-tallet forliste et spansk slaveskib med afrikanske slaver fra Nigeria udfor øen St. Vicent i Caribien. Slaverne reddede sig i land og blandede sig med den oprindelige indianske befolkning på øen. Sidenhen blev de forvist til Honduras’ kyster og op langs det nuværende Guatemala og Belize. Kultur og musik har derfor stærke rødder i det afrikanske.

I det nordlige Belize cyklede vi igennem en masse sukkerrørsmarker, som vi ikke havde set så meget til i Mexico. Konstant mødte vi lastbiler på vejene som var læsset med sukkerrør. Husene bar umiskendeligt præg af engelsk kolonistil med græsplæne omkring eller forsøg herpå. Det havde vi heller ikke set meget af i Mexico.

Senere blev sukkerrørene afløst af appelsin og banan-plantager. En dag på vej ad de støvede grusveje til den lille kystby Placencia for vi vildt og havnede på sådan en bananfarm. Intet er dog som bekendt så skidt at det ikke er godt for noget. Nu fik vi lejlighed til at se, hvordan bananklaserne hængende på noget som lignede en skilift blev transporteret fra markerne og ind i en pakkehal, hvor de blev sorteret og læsset på lastbiler. Ved flere af bananplantagerne så vi skilte som fortalte at der var tale om EU-støttede projekter.

Rundt omkring ved appelsin – og bananplantagerne sås primitive skure og huse, hvor gæstearbejderne fra Guatemala boede. Ikke særlige luksurøse forhold, men alligevel langt bedre end det de kommer fra.

Vi kom til at tilbringe det meste af vores tid I Belize ved noget som hed Monkey Bay Resort Camping. Et “strategisk” punkt mellem Belize City og Belmopan, hvor vi havde ærinder. Flere havde advaret om Belize City som har et kedeligt ry. Høj kriminalitet og folk bliver skudt ned for ingenting. Vi vovede os dog derind alligevel – naturligvis i bus og ved dagslys. Dels for at afhente nogle nye kreditkort samt finde et nyt nav til baghjulet på min cykel. Byen viste sig naturligvis ikke at være det rene ragnarok. Men den er dog ikke videre charmerende og enkelte tilråb som “What’s up – white boy” må man leve med. Vi fik klaret baghjulet, men måtte til byen atter engang, da kreditkortene endnu ikke var dukket op.

Belmopan – regeringsbyen - er til gengæld Belize City modsætning. Meget stille og rolig. Og – ja, nærmest kedelig. Kedelig og trist er ihvertfald de parlamentsbygninger, som er blevet klasket op her for 30 år siden, da man besluttede at rykke parlamentet væk fra Belize City. Efterfølgende er der så efterhånden opstået en by. Bygningerne ligger lige overfor posthuset, hvor vi havde håbet at kunne afhente nogle nyttige rejsebøger – bestilt over internettet. Men nej de var der ikke. Akkurat som I Acapulco, Mexico hvor vi havde håbet at et nyt telt ville dukke op. Lad mig sige det enkelt: Henrik var meget sur over det. Til gengæld var der dukket en masse lakridser op sendt fra Henriks søster og vores arbejdskollegaer. Den hidtil største succes med postvæsenet her i Mellemamerika. Det hjalp lidt - og forøvrigt mange tak.

I forbindelse med vores ophold på Monkey Bay Resort Camping benyttede vi også lejligheden til at besøge det nærliggende Belize Zoo. En lille zoo, hvor dyrene har rigtige gode forhold med store områder at brede sig på. Her så vi en del af de dyr som også lever vildt i Belize. Den meget farvestrålende tukan. De smidige edderkoppeaber, som blev helt lange I hovedet, da Henrik satte sig til at spise en muslibar foran dem. Og det mest fascinerende for mig – jaguaren. Jeg havde i lang tid stået og kigget, men kunne ikke få øje på den, indtil en dyrepasser kom forbi og pegede op. Og højt oppe I et træ lå den så, den store kat. For stor det er den. Det tredje største kattedyr i verden efter tigreren og løven. Længere sydpå i Belize på vejen fra Dangriga til Placencia finder man det såkaldte jaguar- reservat, et stort fredet naturområde, hvor omkring 600 af den sjældne og truede kat lever.

Gastronomisk er nemt at beskrive Belize – rice and beans. Ris og brune bønner med stegt kylling til. Ikke nær så varieret som I Mexico.

I slutningen af februar forlod vi så Belize – med båd fra Kystbyen Punta Gorda over til Livingston I Guatemala. Vi valgte dog at forsætte i et hug længere ind ad Rio Dulce floden til byen af same navn. Her fandt vi et rigtigt bagpacker hotel beliggende flot ned til søen “Lago de Izabal”. Tiden i byen benyttede vi til at kigge på et gammelt fort bygget af spaniolerne for dæmme op for engelske piraters hærgen. Det ligner mest af alt en lille middelalderborg og meget velholdt og charmerende. Og med en flot udsigt ud over søen. Henrik fik straks selv lyst til at bygge sådan en borg derhjemme. Hvorfor ikke?

Efter et par dage I Rio Dulce hoppede vi på cyklerne igen og fulgte floden Rio Motagua sydover igennem en stor flad flodslette. Efter en enkelt dagsrejse kunne vi dreje fra mod Chiquimula sydøstover mod grænsen til El Salvador. 5 dage blev det til i Guatemala. Den del vi naede ar se – den nordlige del – er nok den rigeste del af Guatemala. Med godt landbrugsjord og folk gående rundt i jeans og cowboyhatte – og skydevåben. For de fleste er det nok ikke ubekendt, at macho- kulturen er fremherskende i det mellemamerikanske og den er det isærdeleshed idet nordøstlige område af Guatemala. Det er absolut ikke et særsyn at se mænd rende rundt et med et skydevåben hængende ved siden eller stukket ned ved bukselinneden. Kriminaliteten er høj i Guatemala og om det er for at beskytte sig selv eller det bare er for at være smart og fuldende macho-imaget kan diskuteres. Men vi tror mest på det sidste. Som Henrik tørt kommenterede det: “Små mænd – store pistoler”.

Grænseovergangen mellem Guatemala og El Salvador, blev den hidtil letteste og hurtigste. Mens vi fik os en god snak om fodbold blev vores pas stemplet og fik tilmed udleveret et kort samt lidt turistmateriale om landet. Sådan skal det være. Men El Salvador er et fattigt land. Præget af tidligere borgerkrig og krig med nabolandet Honduras. Hertil kommer naturkatastrofer som orkaner og jordskælv. Arene fra det seneste jordskælv tilbage i 2001 er endnu ikke helet. Beskadigede huse ses flere steder. Vi cyklede først til Santa Ana og derefter ned til stillehavskysten som vi fulgte over til grænsen til Honduras. Overgangen her blev så det frygtede senarie af mellemamerikansk ineffektivitet, når det er allerværst. 3 timer stod vi i kø og ventede på at en enkelt medarbejder tastede alle oplysninger på hver eneste pas ind på en computer. Altimens flere busser med rejsende væltede ind. I baggrunden kunne man se 3-4 medarbejdere som ingenting foretog sig. Hvorfor ikke tænde for endnu en computer og få gang i sagerne?

Det blev kun til 2 dagsrejser igennem Honduras inden vi var ved grænsen til Nicaragua, som vi krydsede i lørdags. Det lille indtryk vi har fået af Honduras minder om indtrykket af El Salvador. Og det foreløbige indtryk af Nicaragua minder ligeledes herom. Der er tale om fattige lande. Tilråbene langs vejene er taget til med især børn som råber gringos - gringos efter os i den tro at vi er amerikanere. Men vi har ikke oplevet det som værende hverken aggressivt eller ubehageligt. Tværtimod er det ligeså meget for at komme i kontakt.

En ting må vi dog fremhæve. En meget vigtig ting for os. Vejene har været endog rigtig gode med god plads i siden til os cyklister. Faktisk hele vejen oppe fra Cancun I Mexico. Og det er trods alt et stræk på små 2000 km. Eneste undtagelse var igår, hvor man på strækningen fra grænsen og til byen Chinandega er ved at bygge ny vej. Her måtte vi cykle over grus, sand og meget andet over et stræk på 30 km. Men vi kom igennem det.

Idag er det hviledag, men ellers er det videre sydover imorgen. Sidst på ugen skulle vi gerne en tur ud på øen  Isla de Ometepe, for kigge på et par de vulkaner som området her er fyldt med. I går cyklede vi således forbi en vulkan, hvorfra der kom røg. Et fantatisk syn. I starten af næste uge skulle vi så meget gerne nå til Costa Rica, hvor vi vil tilbringe det meste af vores sidste tid her på rejsen inden Panama City vinker forude i horisonten.

Med venlig hilsen

Gert og Henrik