REJSEBREV NR 13. Igen skrevet af Henrik

1. april, Heridia, Costa Rica

11.722 km, 1 skiftet baghjul, 1 ny bagfælg, makshastighed 78 km/t, 126 bad.

Hjulene ruller, vulkanerne ryger og det gør bremserne næsten også. Indimellem, for nu er vi igen kommet til bjerge med lange hårde og stejle opkørsler og ligeså lange bremsekrævende nedkørsler.

Vi har nu forladt bananrepublikkerne, selvom vi meget gerne ville have tilbragt noget mere tid i Nicaragua. Det tillod tiden os bare ikke pga. forsinkelserne. Faktisk blev det anderledes allerede i Nicaragua. Her var meget mere stille og fredeligt end i Guatemala, El Salvador og Honduras og forbavsende stille og tyndt befolket på plazaerne i de store byer som f.eks. Leon og Granada. Og gaderne i centrum var ikke et stort marked, hvor man knapt kunne møvre sig frem og hele tiden var nødt til at sige no gracias til alverdens ting og sager. Et rigtigt flot og behageligt land Nicaragua.

En af de første ændringer vi bemærkede efter at vi havde krydset grænsen en søndag morgen, var at man pludselig spillede baseball i de små landsbyer på vej mod Leon. Med flotte spilledragter, som de formentlig har fået fra klubber i USA, men på temmeligt dårlige baner. Ikke fordi vi kender meget til baseball, men næsten alt sport er jo sundt og så kan man jo sige at dette spil er noget nær det eneste gode, som dette Centralamerikas fattigste land kan takke USA for. USA som ellers sammen med orkaner og jordskælv, grundet griskhed og kommunistangst, har forvoldt så meget ondt og skade i de fleste lande hernede. I Nicaragua senest i firserne efter at man i 1979 som sammen med Cuba som de eneste lande i Latinamerika havde et vellykket folkelig revolution og fik væltet en diktator (Somoza) af værste allerslags. Det brød CIA og Reagan sig ikke om og iværksatte derfor en contrarevolution med gamle somozasoldater m.m. Massiv militær, økonomisk og propagandistisk støtte og med base for contraerne i nabolandene Honduras og Costa Rica. Den ”højt respekterede” Oliver North spillede en nøglerolle og var hovedperson i Irongate skandalen, hvor det ”uheldigvis” blev opdaget, at en stor del af støtten blev blev finansieret ved ulovligt våbensalg til Iran.

Nå ja og så var der jo affæren i Panama sidst i firserne, hvor USA´s gamle ven diktatoren Manuel Noriega, blev lidt for meget af en belastning for deres hjemlige narkoproblemer og for deres omdømme. Noriega havde og havde hele tiden haft lidt for tætte forbindelser til narkoverdenen. Panama blev invaderet (igen) og Noriega fjernet. Af far George Bush i øvrigt. Hvordan? Bl.a. ved massiv bombning af en af de fattige forstæder i Panama City, hvorved ca. 15.000 blev hjemløse. Antallet af døde er uvist men der tales om tal mellem nogle hundrede og op til 7.000. Men det er jo som sædvanligt i orden når det er USA som gør det, for de er jo demokratiets, retfærdighedens og de fattiges forkæmper over hele verden. Og terror hverken udøver, støtter eller deltager de i???

Så vi er glade for vores dannebrog, som sidder på Gerts tasker og vejrer bag min trailer.

Og sådan kan man blive ved men det gør jeg ikke, men vender tilbage til Granada, hvor vi sidst var på vej til dobbeltøen Ometepe. Vi troede vi skulle tage færgen derover eller nærmere derned torsdag, men sådan gik det ikke. Den sejler kun derfra 2 gange om ugen så derfor var vi der i god tid for at købe billetter, men da var der allerede en lang kø hen til luen, hvor der sad én dame og solgte billetter og nedskrev passagerliste. Vi trak lod og Gert fik lov at stille sig op, men jeg satte mig med cyklerne ved vandet.

Ca. 3 kvarter senere kom han gal tilbage og kunne berette, at han ingen billetter havde fordi damen uden at kunne forklare hvorfor skulle se vores pas og nedskrive alt lige fra alder pasnummer pa passagerlisten. Derfor så langsomt. I mellemtiden var køn vokset og vi kunne regne ud, at færgen ikke ville afgå til tiden og derfor først ville være fremme langt efter mørkets frembrud. Derfor tog vi endnu en overnatning i byen og cyklede dagen efter 75 km til Rivas/San Jorge som ligger ud for øerne og hvorfra der går både og færger hele tiden. Og her var der ingen problemer. Vi kørte direkte ned til færgen og ombord og knapt havde vi parkeret cyklerne før vi lagde fra kaj. Billetten blev betalt under overfarten.

Vi havde bestemt os for at tage til Hacienda Merida, som er et backpackersted på den mindste og mindst udviklede af de 2 sammenhangende vulkanøer. Det ligger 35 km fra færge- og hovedbyen Moyagalpa og da vejen dertil ikke ligefrem lod til at være nem og klokken var fire (2 timer før mørket herovre) bestemte vi os for at tage 3-timers bussen dertil. Men 16.30 bussen havde ikke som de lovede i turistinfoen, tagbagagebærer og derfor ikke plads til cyklerne. Her er ikke store moderne langtursbusser, men kun lokale hønsebusser, som som regel er gamle udrangerede USA´ske skolebusser. Men heldet var med os. 3 andre fra færgen havde spottet os og sammen med dem lejede vi en bekvem minibustaxi, som med masser af guideinformation undervejs på kun halvanden time bragte os til stedet.

Flot sted ved vandet med udsigt over mod den anden del af ”ottetals” øen, med den flot kegleformede og største af vulkanerne nemlig 1700 meter hoje og smårygende Constitusion. Bag os havde vi den lidt mindre og skovklædte Maderavulkan, som vi sammen med 5 andre turister og 2 guider besteg på en 9 timer lang heldags trave og til dels klatretur. Det første lille stykke op igennem landbrugsområder, mens vi kunne høre brølaberne fra regnskoven, som vi snart efter befandt os i. Og der blev vi hele vejen til toppen og ned i krateret, hvor der var en lille sø. Den så vi dog ikke meget til, da det var toget og småregnede og fugtigt var det også hele vejen op og stejl og mudret. Det var dog ikke bestemt hårdt for Gert og mig med vores stærke cykelben, men nedturen derimod gav os ømme lår, da det her er nogle helt andre muskler der bruges og der hele tides skulle bremses på den meget stejle sti med store fedtede sted, sjap og mudder. Men selvfølgelig en god, spændende og vellykket tur, som resten af opholdet på 4 dage. Afslapning på den lille mole og min medbragte fiskestang fangede den første fisk. Desværre ikke af mig, men af en amerikansk pige som lånte den i 5 minutter efter at jeg selv kun havde mistet en kæmpestor ferskvandshaj.

Alt var godt og  billigt. Gode luftige sovesale med gode senge, god restaurent og mange ligesindede rejsende. Pris for 4 dage ca. 280 kr. inkl. mad og drikke herunder en fremragende aftensmadsbuffet.

Men vi kunne jo ikke blive og derfor krydsede vi snart grænsen til Costa Rica og så ændrede verden sig drastisk for anden gang på denne cykeltur. Costa Rica er det rigeste land i Latinamerika og det er i allerhøjeste grad synligt. Her er ikke længere slum langs vejene, men derimod pæne små træ eller murstenshuse, men også masser af flotte gårde og boliger som i Europa og det er faktisk mest af alt hvad det minder om. Sydeuropa. Også befolkningen er fortrinsvis af europæisk afstamning og derfor er det også slut med at vi konstant har måbende eller vinkende børn råbende gringo efter os fra hvert eneste lille hus langs vejene. Men i modsætning til i bananrepublikkerne går børnene også i skole her i pæne skoleuniformer. Der er tvungen skolegang fra vistnok omkring 7 til 14 år analfabetisme er så godt som ikke eksisterende. Og alt forekommer pænt og velordnet med pæne malede hegn omkring markerne eller ligefrem pæne lave hække. Og i byerne er der meget få gadehandlende, men deriomd rigtige butikker, hvor man går ind, hvis man skal have nye cowboybukser eller en ny ventilator til soveværelset.

Men selvfølgelig skal man ikke lade sig narre helt for trods alt er Costa Rica et fattigt land, og selvom der nu er kommet varmt vand i bruserne på hotellerne er det stadig kun fra en elektrisk varmer. Den sidder som i alle andre fattige lande i selve brusehovedet og er på værste vis tilkoblet nettet med et par ledninger som er sat sammen med tape og derfor holder man fingrende langt væk. Og toiletpapir er stadig noget man ikke smider i toilettet men i en spand eller beholder ved siden af.

Vi forlod den interamerikanske landevej i Cañas og satte kursen mod bjergene. Et paradoks i øvrigt, at denne vej pludselig i Costa Rica var blevet smallere og fuld af store og små huller, som gjorde bilernes kurs ret ubestemmelig.

Bjerge kom der. Den første store var vulkanen Arenal, som vi kom til efter en hard og stejlt kuperet, men utrolig smuk og grøn tur omkring den kunstige sø af samme navn. Arenalvulkanen er endnu en perfekt formet vulkan og en af de mest aktive i verden, hvorfor man ikke kan komme op og kigge ned i den. Vi blev nede i byen Fortuna, som ligger ved dens fod og lever af de mange tusinde turister der valfarter hertil. Vi er rigtig kommet til turistland og her er i den grad amerikaniseret, med det ene dyre hotel eller resort efter det andet, men heldigvis er her også billige steder. Og kun på de allerbilligste steder tales der ikke engelsk, for Costa Ricanerne driver en god velfungerende turistmaskine og nordamerikanerne og også europæere valfarter hertil. Hvorfor? Fordi det er et utroligt flot grønt land med en masse nationalparker, flot natur, vulkaner, strande osv. Altsammen indenfor en overskulelig afstand og fordi det er let og forberedt for charterturisme og ikke kun et sted for rygsækrejsende og cyklister.

Eksempelvis den godt 2700 meter høje Poasvulkan ca. 50 km nordvest for hovedstaden San Jose. Den var vores næste mål efter Fortuna og efter en flot og let første cykeldag gennem frodiggrønt landbrugslandskab i det nordlige lavland nord for denne og flere vulkaner landede vi 6 km fra toppen på sydsiden efter en hård andendag. Regnvejr næsten fra starten 6.30 om morgenen og efter endnu 13 lette km startede opturen. Ca. 2.200 højdemeter før vi lidt efter mørkets frembrud var frem ved vores lille sted med restaurent og hytter ca. 1700 m over vores udgangspunkt. Der var ikke meget at se pga. mørket, lige bortset fra et hav af lys under os. Fra den billige og simple restaurent var der panoramaudsigt over en stor del af den centrale dal, hvor det meste af Costa Ricas befolkning bor. Dvs. hovedstaden San Jose, samt de 3 regionshovedstader, Alajuela, Carthago og Heridia, hvor vi er nu. Alle byer lidt specielt indenfor 20 km fra San Jose.

Næste morgen vågnede vi op til en flot udsigt, som desværre blev skæmmet noget af dårligt vejr og derfor kom vi heller ikke op til krateret denne dag. Istedet for lavede vi ingenting og forsøgte at tørre vores tøj, hvilket var totalt umuligt. Ikke fordi det regnede med det var hundekoldt – kun knap 20 grader og luftfugtigheden høj. Det var heldigvis anderledes i går og derfor pakkede vi vores grej og efterlod det i restaurenten, hvor vi i øvrigt ikke så en eneste anden gæst og gik ud til vejen vor vi hurtigt fik et lift til toppen. Udstilling, restaurent, souvenierforretning med alt fra t-shirts til guidebøger og kaffe, som er en stor eksportvare. Hundredevis af turister, i minibusser og turistbusser fra San Jose og som sædvanligt personale og nordamerikanere, som hele tiden tiltaler en på engelsk selvom vi hellere vi tales til på spansk. Noget der er ved at irriterere mig. Men vejret var fremragende, vulkankrateret flot og imponerende med en sø i bunden og en smule damp råddenæglut hist og pist. Og så var det op på laddet af en ny pickup og ned til cyklerne igen og 40 km og 1020 højdemeter ned til Heridia, hvor vi ankom lidt sent pga. en lille punktering i Gerts bagdæk, men dem slipper vi altså ikke helt for.

Den forrige på vej til færgen til Ometepe, skyld tes en metaltråd og det kan man ikke gøre meget ved, men denne her var pga. slangens dårlige kvalitet som et par gange før. De har simpelthen været samlet/limet for dårligt på langs, selvom det har været af mærkevareslanger. Men det skulle gerne være ovre nu. Vi har været i en cykelforretning for et par timer siden og fundet et par nye Bontrager, som virker tykke og bundsolide. Men nu punkterer vi sikkert heller ikke mere, da vi desværre snart skal hjem. Mangler kun et lille stykke til David i Panama, hvorfra vi tager en bus på den højt trafikerede og halv trafikfarlige vej til hovedstaden, hvor vi stiger på en flyver fredag den 15. april midt formiddag. Og lander hjemme i Kastrup om lørdagen lidt over middag om alt går vel.

Først har vi dog lige nogle bakker og et temmeligt højt pas der skal passeres. I morgen tidlig sætter vi kursen mod Carthago og videre sydpå før vi overnatter i godt 2200 meters højde. Det bringer os dog kun omkring halvvejs over ”dødspasset”, hvor den inter- eller panamerikanske landevej når op i over 3300 meters højde. Det gør vi sikkert også hvis eller ikke vejret er for meget imod os og vi tvinges i en bus. Benene er i hvertfald i god form, fødderne sandalstribede og hænderne prikkede og stribede efter cykelhandsker, som på en vaskeægte cykelrytter, som har tilbragt mange mange timer i sadlen under en sol, som nu ved middagstid er lodret over os.

Og det er så sikkert det sidste rejsebrev herovre fra. Det med billeder har desværre vel egentlig overhovedet ikke fungeret, men der skal meget hurtigt komme et pænt udvalg når jeg er hjemme igen.

Medvindlig hilsen Henrik – og Gert

NB. I behøver ikke at læse det hele en gang til for at lede efter en aprilsnar. Vi kan simpelthen ikke finde på noget.