REJSEBREV NR. 4

22. sept. 2004, Steamboat Springs, Colorado

Hej igen. Det har knebet med internetsteder, så det har knebet med at skrive og svare på emails. Det bliver formentlig meget bedre og billigere I Mexico og Mellemamerika.

Jeg har rigtig fået vind I håret. Dels er jeg endnu ikke blevet klippet og håret er ved at være så langt, at jeg igen skal til at bruge kam eller børste for at få det til at arte sig. Dels har vi på det sidste haft hård blæst og storm det meste af tiden. Noget lidt uvand, da jeg indtil sidte rejsebrev stort set ikke havde set “skyggen” af vind. Nå ja og så vågnede vi jo op til et hvidt landskab I går morges og cyklede 50 km I snevejr.

Vi er kommet til Steamboat Springs I Colorado og jeg har nu kørt 4.718 km. Der er gået 86 dage og jeg har været I brusebad 37 gange.

Bjørne taler vi ikke mere om. Vi har været uheldige ikke at løbe ind I flere og vi er nu også kommet så langt sydpå at bjørnesprayen snart ryger og vi kan skåne vores stemmebånd. Det er nu også rart at slippe for besværet med altid at skulle gemme alle potentielle bjørnelækkerier af vejen hver eneste nat.

Til gengæld er vi ved at komme til klapperslangeland har vi fået at vide indtil flere gange. Men mon ikke det er for koldt til dem her I bjergene lige nu. Vi har stort set befundet os mellem 2 og 3 kilometers højde lige siden sidst og dagene er blevet korte og nætterne kolde. Om dagen sol næsten hver eneste dag, men også meget blæsevejr – især I Wyoming. Blæsten dør dog fuldstændigt hen om natten, hvor det så til gengæld er så koldt, at vi flere gange er vågnet op med is på teltet og I vandflaskerne, hvis de er blevet på cyklerne.

Ruten siden Helena har været flot, men på det sidste også noget ensformig og grænsende til det kedelige. Det fortsatte fint med at været flot og afvekslende I Montana, men så ændrede det sig til at være fortrinsvis gold og øde halvørken/prærie, hvor kun de sejeste småplanter og buske kan overleve. Et sådant landskab kan dog også være flot og spektakulært og har budt os på mange flotte kløfter og vidtstrakte udsigter, foruden utallige møder med flokke af pronghorn. En antilopeart, der kan løbe med 80 km/t over meget lange afstande, men som dog ikke flygter ret langt bare pa grund af et par cyklister.

Nå vi taler om dyr og landskaber har det absolute højdepunkt dog som forventet været Yellowstone Nationalpark I det nordøstlige Wyoming og en lille bitte smule Montana. Her nærmest vrimlede det med dyr og vi mødte på vores 4 dage derinde flere store flokke af bisonner. Nogle på de frodige enge langs floderne, men der var dog også 2 flokke, der lige skulle krydse vejen foran os før vi kunne passere, hvorfor vi måtte vente nogle timer før vi turde fortsætte. Ja vi er jo kun cyklister og ikke billister, der desværre ofte overhovedet ingen respekt har for dyrene og parkens regler. Mange kører helt hen til flokken, holder og fotograferer og enkelte stiger ovenikøbet ud og går helt hen til dem. Og det på trods af de mange advarsler om, at det er vilde og farlige dyr og at mange mennesker bliver angrevet hvert eneste år. For et par år siden satte en far sin lille søn op på ryggen af en for at få et godt billede. Det overlevede han ikke. Så når 50 bisonner skal krydse vejen, med beskeden trafik, men masser af pågående biler og turistbusstore motorhomes tager det sin tid og vi ubeskyttede cyklister må pænt vente på afstand.

Et andet talrigt dyr derinde var igen elk, som Gert har fundet ud af hedder Wapitihjort på dansk og er en slagt stor kronhjort. Vi hørte hannerne hver eneste nat, når de gik omkring I og omkring campingpladserne og brølede en høj metallisk brølen, som kendetegner parringstiden. De har lige nu kæmpemæssige gevirer og skulle man få en på nakken er det bare ind imellem de ofte tætte stammer, hvor de slet ikke ville kunne følge med.

Yellowstones andet trækplaster er de talrige geysere, varme kilder og anden vulkansk aktivitet. Vi så vel nok verdens mest berømte geyser “Old Faithful”, som dog på en eller anden måde var lidt tam, på trods af en 40 meter høj dampende vandsøjle I 2 minutter.

Cyklerne kører igen som de skal. Claus er holdt op med at punktere, men jeg har haft mine første 3. Efter godt 4000 km punkterede mit gamle medbragte knopdæk, som jeg har kørt på siden vi startede på mountainbikeruten I Bannf. Den var slidt helt ned og er blevet udskiftet med det halvglatte dæk, som jeg startede med og som hele tiden har været på forhjulet. Det ser I øvrigt stadigt fuldstændig ud som nyt.

Selv ser jeg ikke ud som ny. Håret er som nævnt langt og jeg er blevet meget tyndere, men tror nok vægttabet er stagneret nu. Der er formentlig røget omkring et kg og ugen de første 10 uger. Føden har nu heller ikke været noget at råbe hurra for, for det er begrænset, hvad man kan trylle frem, når man skal fragte mad til op til en uges forbrug.Og på budget bliver det naturligvis sjældent til det helt store, når man engang imellem er på restaurent. Dvs. Burgere, som dog kan være ganske gode, så længe de ikke kommer fra en fast food. I øvrigt drikker vi altid enten coca cola eller pepsiprodukter til. Det er billigt og når man først har betalt en gang kan man fylde op så mange gange man vil!  Måske en af grundene til amerikanernes helbreds/vægtproblem.

Apropos mad har det overrasket mig meget, at her ingen bagerforretninger er! Og godt brød er ikke til at opdrive. Nej det meste er skiveskæret sandwichbrød I plastikposer og I de største supermarkeder er der måske en bagerafdeling, som dog gør mere ud af de usunde sager, som så dog ofte er fremragende. Jeg har ikke prøvet det så meget. Så er der noget jeg savner er det friskt sprødt græskerkernebrød og en hindbærsnitte fra Rådhusbageren I Holstebro! Foruden naturligvis chokolade og sød blød lakrids. Det er paradoksalt og også overraskende, at slik- og chokoladeudvalget her er meget meget mindre end I Danmark. Til gengæld fylder hylderne med is og chips mindst 5 gange så meget, men ingen af delene er særligt praktiske for langturscyklister.

Vi slapper nu af et par dage her I skisportsbyen Steamboat Springs og holder os så formentlig til asfaltvejene indtil vi skal møde Gert I Denver om godt en uge. Der er kun ca. 200 km til så vi vil formentlig køre en lille omvej, som skal føre os til nogle af de andre kendte skisportssteder herovre.

Vi kommer til storbyen Denver omkring 1. oktober regner vi med, men kommer formentlig

også på nettet inden.

I dette øjeblik virker hverken min hjemmeside eller min normale mail henrik@fastergaard.dk.

Den plejer ellers stort set aldrig at være I udu. Hvis I vil skrive til mig og hjemmesiden ikke

virker kan I altid sende til den gamle adresse: henrikfastergaard@jubipost.dk. Og så er dette jo I øvrigt skrevet på et amerikansk tastatur og med en amerikansk stave kontrol, så nogen gange kommer der nogle mækelige rettelser ud af det.

MVHenrik