REJSEBREV NR. 8

12. December, La Paz, Baja California (Den Californiske Halvø), México

Dag 164 efter 8820 km, 73 bad og et par punkteringer.

Dette billede er fra websiden:   http://www.bajainsider.com/articles-features/road_report/inside-road_report03.htm

Der gik lidt kludder med rejsebrev nr. 6 fra St. George, så denne gang starter vi tilbage I USA.

Som sædvanligt er det kradset ned I en fart med mange stavefejl (og mexikanske stavekontrolfejl) samt uden æ, ø og å (rettet i Danmark af webmaster). Billeder kan jeg heller ikke sende mange nye af, da kameraet forsvandt I St. George.

 I St. George I Utah lejede vi en flot karet. En hvid Cadillac Seville, som vi havde i 2 dage og tog en tur til Grand Canyon. Først til nordsiden, som mange siger er den flotteste. Der var dog lukket for alt service pga. vinter og det samme var stort set alle stier, så det var begrænset, hvad vi kunne se derfra. Der lå simpelthen 10 – 20 cm sne og stierne var isede og farlige. Men det var dejligt solskinsvejr.

På andendagen var vi på sydsiden, hvor der var dejligt sommervejr og kun ganske få klatter sne. Og Ganske som forventet var Grand Canyon overvældende flot og vi kunne sagtens bruge noget mere tid der, ligesom I Zion og Bryce Canyon. Men samtidig var vi måske blevet mættet lidt af kløefter og personligt syntes jeg på en eller anden made langt bedre om Zion I Utah eller Blyde River I Sydafrika. De er mere imponerende I den forstand at siderne er mere stejle og bratte, mens Grand Canyon er fyldt med sidekløfter. Og så er der jo Colca Canyon, som jeg så I Peru og som er mere end dobbelt så dyb.

Næste morgen tilbage I St. George splittede vi op og Claus fortsatte alene, mens Gert og jeg fortsætter sammen. Det havde ulmet I lang tid og vi var I den grad ikke enige om, hvordan turen skulle køres.

Turen videre til Las Vegas foregik ad Interstaten/motorvejen, da det var eneste mulighed. Det var nu ikke noget problem, for trafikken er ikke slem og bortset fra en strækning med vejarbejde var der naturligvis et godt nødspor hele vejen. Eneste lille problem var lidt regnvejr og faktisk regnede det, da vi ad den gamle highway kørte ind I byen. Ved byens første lyskryds mødte vi et stort skilt der advarede mod flodbølgevand. Ikke just, hvad man forventer at se I Las Vegas, som helt absurd ligger som en millionby midt ude I ørkenen uden nogen som helst naturlig vandforsyning.

Vi brugte et par dage I byen, hvor man faktisk kan finde ganske billige hotel- eller motelværelser. Traskede rundt og kiggede på alle kasinoerne og spillede en lille bitte smule. Gert som (undskyld) vist ikke er nogen korthaj fik et lille overskud på en halv time ved et blackjackbord, mens jeg satte lidt til I de enarmede. Og så var det det. Mest af alt er Las Vegas nok mest til at grine lidt af for de fleste udlændinge. Det er dog flot og imponerende men også samtidig rigtigt meget omrejsende tivoligtagtigt. Hvordan I alverden kan det dog løbe rundt med så mange hoteller og casinoer? Er der virkeligt så mange amerikanere der synes der er sjovt at sidde time efter time og miste deres penge. Det er ikke fordi det er et fint sted for rige folk. Derimod et middelklassested, hvor mindst 80 procent synes at være overvægtige amerikanere I hverdagstøj med en cola eller is I hånden på vej til en burgerbar eller til næste spillehal.

Det var ved at knibe med tiden før jeg skulle være ude af USA og samtidig var ørkenen ikke den mest spændende at cykle igennem så derfor billeje igen og I løbet af ingen tid var vi I San Diego lige nord for den mexikanske grænse. Dejligt at se lidt grønt landskab igen I det sydlige Californien. Vi besøgte Sea World, hvilket kostede en formue og på trods af et delfinshow og et spækhuggershow egentlig ikke var pengene værd med vores sparsomme budget.

Så er det México, som var en lille smule besværlig at komme ind I, fordi vi ikke kunne finde rundt i grænseovergangen og ingen kunne give os ordentlig besked. Normalt ordner man udrejsen først og derefter indrejsen, men her skulle vi først rejse ind i Mexico, derefter over en gangbro til den anden side af de mange bilspor for at finde det amerikanske kontor, hvor vi kunne aflevere vores papirer, så de kan registrere at vi har forladt lande I tide inden de 3 måneders opholdstilladelse løber ud. Men rent faktisk påstod ind til flere amerikanske grænsebetjente, at vi overhovedet ikke behøvede at henvende os, hvilket vi naturligvis ikke hoppede pa. Vi havde mere end nok besvær med at overbevise grænsekontrollen 3 måneder tidlige ved den Canadiske grænse om, at vi virkeligt også ville forlade landet igen i tide, selvom vi ikke kunne vise en flybillet ud af landet.

Den anden side af grænsen et helt helt anderledes og en af de første forskelle vi løb på, var at den rare mexikanske grænsebetjent sad og så rigtig fodbold da vi kom og ikke amerikansk fodbold. Han havde dog ikke særligt travlt med at betjene os indtil han opdagede at vi ikke var amerikanere fra USA. Og så fik vi lige en lang historie om, at det er meget bedre at være europæer og at de ikke bryder sig specielt meget om norteamericanere og Bush i særdeleshed. Men vi var hjertelig velkomne og så gav han os hele 180 dages opholdstilladelse.

En historie der på lignende måde har gentaget sig mange. Når folk efter måske 5 minutter finder ud af, at vi er fra danmark, kan de pludselig finde på at sige Bienvenidos a Mexico og bliver langt mere snaksagelige og måske kan de også lige med et tale engelsk, selvom vi altid forsøger os pa spansk.

Nå men Tijuana er en forfærdelig grænseby med masser af larm, billige forretninger fordi vi er I toldfri zone og så er der barer og restaurenter og forlystelsessteder en mas. Vi boede I et meget lille forfærdeligt 100 kroners værelse uden dør til toilettet, hvor der kun var en hård stråle med koldt vand I bruseren, en stoppet beskidt håndvask og larm hele natten.

Vi forlod byen hurtigst muligt og begav os sydpå I Baja California, som vi havde en forventning om, ville være gold ørken den meste af vejen til sydspidsen. Det har dog været en positiv overraskelse, for der er på trods af de meget få regndråber og de meget høje temperaturer ganske grønt. I starten var der faktisk landbrug og jeg så de grønneste marker siden Montana. Det havde nu også lige regnet, hvilket formentlig betyder, at alt der kan spire også gør det, nu muligheden er der. Så tog kaktusserne overhånd, da vi forlod kysten og begav os ind i landet.

Vi kørte bla. igennem en stenet halvkuperet nationalpark, med kæmpehøje søjlekaktusser, som er overalt på halvøen og de meget specielle kegleformede ciriokaktusser, som kun findes netop der. De ligner mest af alt en stor lysebrunlig rullerod, som står på hovedet med en masse spredte trævler stikkende ud til alle sider. Begge typer er typisk 10 – 15 meter høje og står med ikke mere en 10 – 15 meters afstand og imellem dem vokser alt muligt andet stikkeri lige fra små runde kaktusser, som vi kender dem fra potteplanter til andre kaktusarter I  op til 3 meters højde. Man kan dog gå rundt imellem dem og det er fantastisk flot, blot man er forsigtig med hvor man sætter føderne, for det kan være yderst fatalt at falde. ALT STIKKER.

Da halvøen er temmelig lang tog vi en lille bustur på 460 km igennem en lidt ensformig del af landet og snart var vi i La Paz, hvor vi håbede, at der lå en pakke med et nyt telt. Det gjorde der ikke så derfor blev det til en ekstra lille rundtur på yderligere ca. 400 km ned til sydspidsen. Nu er vi tilbage til La Paz og håber på pakken ligger på  posthuset.

Som sagt er vi kommet til et fattigt land med alt hvad det medfører. Alt skiftede brat fra grænseovergangen. Vi kan købe dejligt og billigt mad i modsætning til I USA og Canada og det er næsten det bedste af det hele. Tacos, burritos, Tamale osv. I hver en lille flække og på hvert gadehjørne her i La Paz. Nogen havde hjemmefra prøvet at bilde mig ind, at alt mad i Mexico er stærkt krydret, men det passer heldigvis overhovedet ikke. Faktisk har det størt set overhovedet ikke været krydret, men……. Der er altid diverse stærke salsaer, man selv kan helde over maden og det er vi så ved at lære. Gaderne lufter som Ii Sydamerika og Afrika af grill og åbne køkkener, der kører konstant biler rundt med store højtalere på taget og reklamerer for bade de ene og det andet. Højt musik fra de mange små forretninger og politifløjter fra gadekryds, hvor trafikken skal dirigeres.

Bortset fra de første godt 100 I nord og rundturen syd for La Paz og ned til sydspidsen er der kun en asfaltvej. Som rigtig mange amerikanere I USA naturligvis har advaret os imod, fordi mexikanere selvfølgelig kører med hovedet under armen og det vrimler med banditter og korrupt politi osv. Men som vi også har regnet med er Baja et ret sikkert sted, hvor der er langt mindre kriminalitet end I de amerikanske byer I Alta California. Her har været absolut ingen problemer og næsten alle kørertøjer opfører sig eksemplarisk og udviser stort hensyn på den til tider smalle vej uden nødspor. Og når vejen snor sig igennem bjergene har de en skik, som jeg ikke har stødt på andre steder.De tænder for deres advarselsblink, så andre bilister bliver gjort opmærksom, på, at der er noget de skal passé på og holde øje med. Tak for det!

Vejen blev først færdiglavet I 1974 vistnok og det bærer byerne præg af. I nord var der kun dén ene asfaltvej igennem byerne, hvadenten der var 1000 eller 5000 indbyggere. Langs vejen typisk 10 – 15 meter støv på begge sider og derefter forretninger, værksteder, dækforhandlere osv. Der er som sædvanligt rigtig mange dækforhandlere, hvor man ofte ser store stabler af gamle dæk, for de kan altid bruges en gang til indtil de eksploderer. Støv og uland og nogle steder lyskryds mellem hovedvejen og små  støvede og hullede sideveje. Da vi kom til østkysten skiftede bybilledet dog og nu havde vi gamle hyggelig koloniale byer med rigtige gader og indimellem også rigtige palmer. I det hele taget har østkysten vært langt den smukkeste med sandstrande, og en bugtet kyst med masser af små øer og halvør. Altsammen dækket af lavt grønt stikkeri og kæmpestore mangearmede søjlekaktusser. Der er dog det lille men på hele strækningen, at det er en stor lodseplads. Men kan man abstrahere fra det og kigge henover det og imellem det der hænger I hegn og torne er det fantastisk flot. Der ligger dog affald I en bred bræmme langs vejen hele vejen fra Tijuana og ned til San Jose del Cabo og op til La Paz igen. Nogle gange ligger der kun meget, men som regel rigtig rigtig meget og ofte er det Ringefestivalen og mandagen. Heldigvis er der dog rent I de større byer.

La Paz er hovedstaden I den sydlige del af halvøn og det er en halvstor by med mange gamle bygninger og ikke særligt præget af turisme. Gadesalgere små forretninger og ikke meget der minder om hverken brugsen eller føtex. Billedet er dog helt anderledes når man bevægesig ned sydpå til byerne Cabo San Lucas og San Jose del Cabo.

Det var her alle nordamerikanerne var. På vejen ned er vi blevet overhalet af ikke så få biler og motorhomes deroppefra. Snowbird som man kalder de pensionerede amerikanere, som typisk kommer fra det nordvestlige hjørne af USA og British Columbia og Alberta I Canada. Jeg mødte dem på campingpladserne deroppe I sommers, men nu er der sne og koldt, så derfor er de søgt sydpå til varmen hernede. De har ofte en stamplads på en campingplads og når det bliver for varmt til foråret drager de nordpå igen. Som Trækfugle.

Det var nu ikke dem der prægede billedet I Cabo San Lucas, som minder om et mondænt feriested ved middelhavet. En kæmpemarina, hvor der nok skal være flere store moterbåde end I hele Danmark og kun et par enkelte sejlbåde. Massevis af kæmpehoteller og en flot strand. Et lille stykke USA flyttet ned til et varmere klima og man kan ikke gå mange meter uden at blive tilbudt en taxi, en dykkertur osv. Irriterende. Store hoteller hele vejen de 30 km til San Jose del Cabo, som var meget mere stille og rolig, med en flot lille gammel bydel. Men vi kan un bedst li La Paz.

Baja er sandsynligvis det dyreste sted i México og det er vi glade for, for det må jo så betyde, at det bliver billigere. Vi har dog ikke de store problemer med at leve for typisk 80 – 150 kroner om dagen. Vi har camperet for lige fra gratis på stranden og ved en restaurent langs vejen til dyre 90 kr. I Cabo San Lucas og hoteller findes de fleste steder til samme pris. Et mexikansk måltid med en sodavand eller øl for typisk 20 – 30 kr. per mand. Internetcafeer findes til 5 – 6 kroner I timen – lige undtagen på sydkysten, hvor priserne var som I USA. Derfor blev dette brev ca. en uge forsinket.

Sproget går det også fint med. Jeg er vel efterhånden nået og har passeret niveauet hvor jeg slap for 4 et halvt år siden og snakker alt hvad jeg kan med de interesserede og altid høflige mexicanere. Og Gert er naturligvis også godt på vej.

Forhåbentlig ligger der et nyt telt og venter på posthuset I morgen og så er vi på vej til fastlandet, hvor vi ligenu mest tror at vi vil følge stillehavskysten det meste af vejen ned til Oaxaca og Chiapas. Men vi mangler en guidebog, som ikke har været til at opdrive I Baja. Noget vi skulle have købt I San Diego ligesom et nyt telt.

Finder på trods af manglende guidebøger nok ud af I løbet af eftermiddagen I dag, hvortil der kan sendes post og pakker.

Medvindlig hilsen

Henrik og Gert.

Nåah nej. Det er jo jul. Det er ellers ikke fordi jeg sidder med forfrosne fingre og har svært ved at ramme tasterne, selvom døren står pivåben ud til det fri. Vi har nu dejligt dansk sommervejr, hver eneste dag og der er ikke meget der minder os om jul. En enkelt kassedame med nissehue I et “supermarked” lidt julepynt hist og pist, ganske lidt julemusik og ellers ikke ret meget julehalløj.

Men alligevel en foreløbig god jul og et godt nytår til alle herfra Mexico.