INDLEDNING
Det er formentlig kendetegnende for mange med samme lidenskab som mig, at man har mange ideer og planer til ture passende til enhver årstid og varighed. Og mange af dem er allerede mere eller mindre planlagte og klar til at tage frem øjeblikkeligt, hvis muligheden bød sig. Eller rettere sagt, hvis jeg pludselig vandt i tips, lotto eller på anden måde pludselig kom til penge.
Når jeg er forberedt på så mange forskellige lange ture er det jo ikke fordi jeg regner med at kunne gennemføre dem alle, men i ligeså høj grad fordi rejsebøger, atlas og lignende er min favoritliteratur og jeg nyder at studere de enkelte lande og områder. En anden grund er, at jeg ikke ved på hvilken årstid, jeg kan tage afsted næste gang og hvor lang rejsen kan blive. Det afhænger naturligvis af økonomi, arbejde og evt. rejsepartner.
I det følgende har jeg i alfabetisk orden givet en kort beskrivelse af nogle af mine potentielle kommende cykelrejser- og ferier:
Sidst revideret den 14.april 2010.
Næste tur er den næstelangtur. Se nedenfor.
Sidst revideret den 14. april 2010.
Den 22. maj flyver jeg med min mtb og min bobtrailer til Kreta og vil formentlig være væk i 2½ - 3 måneder. Jeg lægger mig ikke fast på nogen bestemt rute og har således heller ikke købt nogen returbillet.
BRITISH COLUMBIA OG ALBERTA I CANADA
Den gamle plan indgik jo delvist som en del af Canada - Panamaturen, men det er slet ikke nok. Derfor skal jeg tilbage dertil engang på en længere eller kortere tur.
Herunder har jeg skitseret den gamle plan fra vist nok 2001.
.
Start i Vancouver og slut i Calgary.
Den blå streg er med båd,
Den lilla streg er en flot togtur
De ca. 2.700 km røde strækninger cykles og
Det lille grønne stræk er den ca. 80 km West Coast Trail på Vancouver Island
|
Varighed |
Ca. 65 dage |
|
Længde på cykel |
Ca. 2.700 km |
|
Cykeldage |
Ca. 38 |
|
Gennemsnit pr. dag |
Ca. 45 km |
|
Gennemsnit pr. cykeldag: |
Ca. 70 km |
Det er en tur, hvor de store naturoplevelser er sat i højsædet og der vil blive brugt mindst muligt tid i byer. Derfor skal også en rygsæk med, så det er muligt at kombinere cyklingen med vandreture af flere dages varighed.
Allerede i starten på Vancouver Island venter igen "The West Coast Trail", som var en stor oplevelse i 2004. Derudover skal der være tid til diverse kortere ture i Rocky Mountains. F.eks. den 42 km lange "Beaver River Trail" i Glacier National Park.
Ellers er ruten først og fremmest lagt så den fører gennem nogle af de flotteste bjerglandskaber og nationalparker. Den passerer bla. lige forbi det 3.954 m høje Mount Robson der er det højeste bjerg i den canadiske del af Rocky Mountains og dagen efter er der gensyn med den berømte "Icefields Highway" der som navnet antyder har masser af udsigter til sne og gletchere. Efter sigende en af de flottest anlagte veje i verden og tilmed god at cykle på.
CYKELTUR OG ACONCAGUA 6.962 m.o.h.
Aconcagua (6.962 m.o.h.) ligger i Argentina på grænsen til Chile og ideen er at bruge et par måneder til at cykle og vandre sig i form til at bestige bjerget sidst på turen. Men det bliver hårdt.
Jeg har før skrevet at prisen var den værste forhindring, men som bekendt er den argentinske Peso nu frigjort fra dens binding til den dollaren og derved faldet til ca. en tredjedel siden jeg var der sidst i 2000. Og da argentinerne ikke har nogen penge er inflationen ikke fulgt med.
Jeg kan godt li bjerge. Både til skiløb, vandring, cykling og bestigning.
Aconcagua er det højeste bjerg på de amerikanske kontinenter og det højeste punkt i verden udenfor Himalaya.
Det ligger tæt ved hovedvejen mellem Mendoza i Argentina og Santiago i Chile og toppen befinder sig i Argentina tæt på den chilenske grænse. Jeg har tidligere på cykel passeret bjerget på vej op ad hovedvejen, men kunne faktisk også godt tænke mig at forsøge at bestige bjerget.
Jeg passerer forbi Aconcagua i 1998
Det er højt og kræver derfor stor udholdenhed, en god fysik og en seriøs forberedelse, men ren teknisk er der ikke de store forhindringer, hvorfor man ikke nødvendigvis behøver at være en erfaren bjergbestiger eller klatrer for at nå toppen på forsvarlig vis. Det store problem er højden, som er ensbetydende med tynd luft og kulde. Derfor kræver en bestigning også mindst 2 uger fra man forlader Mendoza nede på Pampassen i omkring 800 meters højde til man måske stor på toppen. Der skal masser af mad med op og tøj og udstyr til at klare kulden.
Måden at gøre det på for mig er naturligvis at kombinere det med en cykeltur. Men cykling ikke alene slet ikke i tilstrækkelig grad opbygger de muskler der benyttes ved bjergbestigning - ikke mindst på nedstigningerne, skal der også foretages en masse vandring med oppakning. Dvs. jeg flyver derover i god tid, cykler en måneds tid eller mere og får derved trimmet formen til det perfekte. F.eks kunne man flyve til Bariloche i Argentina eller Puerto Monnt i Chile og starte med at cykle rundt i sødistriktet i det nordlige Patagonien. Der er mange muligheder for flerdages vandreture, som f.eks. "The Villarica Traverse", som jeg ikke nåede sidst og der kan bestiges vulkaner som f.eks. Lanin og måske Osorno. Bus eller tog tages nordpå, hvor den sidste tid tilbringes mest muligt i højderne for at få ekstra akklimatisering før bestigningen påbegyndes.
Turen kan også startes i Bolivia eller det nordvestlige Argentina, hvilket betyder, at man kommer op i højderne lige fra starten. Det er et hjørne af Argentina jeg har været alt for lidt i. På vejen sydpå kan der krydses over bjergene over Paso de Agua Negro, som ligger omkring 500 km nord for Mendoza og som er er en af verdens højeste beliggende pas i 4.765 meters højde på grænsen til Chile.
Selve bjergbestigningen kan eksempelvis foretages med et at de få danske turarrangører der har Aconcagua på programmet, hvilket jeg helt sikkert vil foretrække. En langt billigere løsning er dog nok at finde et lokalt firma i byen Mendoza på pampassen ved foden af Andesbjergkæden. Her vrimler det med trekking- og adventure turistbereauer, hvoraf mange er på nettet, så mulighederne kan undersøges i forvejen. Og det er jo alligevel et at de firmaer de danske bureauer booker guider og udstyr ved.
Turen kan gennemføres på 1½ til 2½ måneder og skal nødvendigvis påbegyndes så bestigningen kommer til at foregå i januar eller februar. På mit lavbudget budget ligger prisen for en 2 måneders tur på omkring 30.000 kr inkl. leje af det meste udstyr. Men hertil skal så lægges evt. indkøb af andet udstyr.
Hvis jeg havde penge ville denne lange ca. 10 måneders tur være en af mine absolute favoritter og da jeg tog afsted på Canada - Panama turen vaklede jeg længe mellem disse to.
Ja det føles efterhånden som meget længe siden jeg kom hjem fra Afrikaturen i 1996/97 og det trækker voldsomt for at komme derned igen i en længere periode. Der er dog næppe sket nogen væsentlige forandringer i løbet af årene som er gået. Lige bortset fra selvfølgelig, at gamle vanvittige Mugabe med brutal vold og valgsvindel hænger til taburetten og har drevet det dengang så dejlige venlige land ud i den yderste fattigdom og på randen til borgerkrig.
Sidste gang valgte vi en østlige rute mod nord. Denne gang skal den gå vestover, så jeg også kommer igennem Namibia og måske og en lille bid af Botswana. Der startes i Uganda, som vi heller ikke fik med sidste gang - på grund af hjemrejse fra Nairobi og selvfølgelig ikke mindst tidsmangel.
Også Lesotho og Swaziland glippede så det vil jeg egentlig også gerne have med næste gang.
På kortet er ruten tegnet ind i meget grove træk.
Denne gang cykles der fra nord mod syd.
Turen tilrettelægges efter regntiderne, så man med lidt held kan gennemføres ligeså tør som min første Afrikatur i 1996.
Det vil først og fremmes sige, at strækningen fra Uganda til Botswana/Namibia skal besøges imellem den lange og den korte regntid på de kanter. Det vil sige at absolut tidligste starttidspunkt er medio man, men det skal helst heller ikke udskydes længere end til medio juni for ikke at risikere at rende ind i den korte regntid nede omkring Zambia og det nordlige Namibia. Der vil kunne forekomme regn på den sidste del af turen, men ikke så meget at det vil kunne genere for alvor.
Der flyves til Kampala, hvorfra der tages en rundtur på 3 - 4 uger i Uganda.
Victoriasøen passeres vestom og der fortsættes ned til Bukoba ved Tanganyikasøen i Tanzania. Ved Tanganyikasøen besøges evt. en af nationalparkerne "Gombe Stream" eller "Mahale Mountains".
Mahale Mountains kommer man til fra færgen, som jeg sejler med fra Bukoba og mod syd. Går i land i eksempelvis Kigili og cykler via Sumbawanga til Mbeya. Undervejs passeres nationalparken Katavi Plains.
Fra Mbeya er der en dag eller to til Malawi, som nåes efter i alt ca. 8 uger. Her skal tages en lille ferie i ferien med afslapning, strandliv, snorkling og evt. dykning.
Efter omkring 11 - 12 uger i alt er vi i Zambia, hvor vi når et at turens højdepunkter - nemlig en safaritur i South Luangwa. Herfra videre mod Lusaka og endnu videre på en lille omvej til det sydvestlige Zambia, før cyklen vendes mod Livingstone ved Victoria Falls. Her skal selvfølgelig også dases lidt og raftingturen er en absollut nødvendighed. Årstiden vil være ca. den samme, som da vi var der i 1996. Dvs. raftingen super, men vandfaldet lidt tamt.
Hvis det er muligt, hvad jeg ikke er sikker på vil jeg cykle over Botswana syd om Okavangodeltaet op op til det nordlige Namibia. En lille safaritur derinde ville også være helt perfekt - men det er selvfølgelig begrænset, hvor mange store safariture der kan afsættes penge til. Det vil nok være bedre at satse på Etosha, som snart nås inde i Namibia, på den helt perfekte årstid, sidst i den lange tørre periode.
Der cykles lidt på kryds og tværs ned gennem Namibia, hvor der endeligt kommer nogle rigtigt gode bjerge og så skal vandforsyningerne være i orden, når der køres i ørken. Af seværdigheder besøges naturligvis sandklitterne i Sossusvlei og Fish River Canyon og et par mindre vandreture, kan det også let blive til.
Grænsen krydsen til Sydafrika og så går det mere eller mindre direkte mod syd til Cape Town, som skal genses i rigtigt sommervejr. Herfra genoptages den rute, som vi pga. vejr og tid ikke gennemførte i 1996.
Der køres via vindistriktet og Blomsterruten mod nordøst op til Maseru, som er hovedstaden i Lesotho. Og så er der igen lidt alvorlig bjergkørsel. Vi krydser Lesotho og "cykler ned" fra landet ad "Sani Pass". Snart er vi i Zululand, hvor der også er masser af rigtig gode mindre nationalparker.
Tilsidst tilbringes et par uger i Swaziland før der cykles ned til Maputo i Mozambique.
Malawi kender jeg. Det er flot, venligt og malerisk og nok det land jeg helst vil besøge igen. Desværre var vi der i alt for kort tid i 1996. Her kan jeg sagtens bruge en ferie fra omkring 2 til 8 uger.
Revideret 4. april 2008
Namibia har i mange år stået her på siden og det bliver den ved med efter at jeg i januar 2008 på en fire ugers ferie kørte gennem landet på vej fra Cape Town til Vic. Falls.
Blev ved den lejlighed bekræftet i, at det rent faktisk trods ørken, varme og tynd befolkningstæthed vil være et fremragende cykelland. For mig i hvert fald.
Jeg skal nok have mindst 4 uger, før jeg synes det kan betale sig, men det kan jo også sagtens være en del af en længere afrikatur.
Namibia
Ja det er jo nødvendigvis et sted man må vende tilbage til for tredje gang. Rette sagt Sødistriktet på både Argentina- og Chilesiden. Andesbjerge, vulkaner, skov og søer. Og masser af muligheder for cykling, vandring og alle mulige andre aktiviteter.
PARIS (ved Struer) - DAKAR - COTONOU
Revideret den 4. april 2008
Denne plan opstod i efteråret 2007, som en idé til en tur i 2008 - 2009. Nu har jeg dog taget arbejde i Ilulissat sommeren 2008, så den lange udgave bliver det i hvert fald ikke med start i år. Måske den korte udgave, men ellers kan den jo cykles når som helst. Den lange udgave ser således ud:
Tidspunkt:
Der startes fra Paris mellem Struer og Lemvig i maj-juni. Afhængig af tidspunktet lægges ruten, så den rammer Gibraltar på et passende tidspunkt, så der ikke bliver for koldt i bjergene i Marokko. Som altid benyttes der formentlig alternativ transport på enkelte strækninger! Hjemkomst ca. 1 år senere.
Ruten i meget grove træk:
Er der tid cykles der formenlig over Norge, hvor færgen tages fra Bergen via Shetlandsøerne til Skotland. Herfra fortsættes videre til Irland og England, hvorfra endnu en færge tages tilbage til fastlandet i Frankrig. Herefter er det så ellers bare videre en eller anden vej sydover mod Gibraltar.
Alternativt cykler jeg med hærvejsruten fra Viborg til Hamburg og derefter videre med pilgrimsruten / Euro Rute no. 3 mod Santiago de Compostela. Enten følges denne til ende og der fortsættes ned gennem Portugal mod Gibraltar eller der drejes af på et tidspunkt forinden. Dette kunne evt. lade sig gøre allerede i år (2008) efter jeg er hjemvendt fra Grønland.
Der sejles fra Spanien til Ceuta eller Marokko, hvor jeg regner med at tilbringe lidt ekstra tid. Evt. finder jeg et sted, hvor jeg kan få opfrisket mine efterhånden temmeligt flossede franske gloser, uden at det koster en formue. Med genopfriskede fransksprogskaber fortsætter turen sydover og her er der ikke så mange ruter at vælge imellem når Sahara skal krydses. Det bliver langs kysten hele vejen fra Agadir ned gennem Vest Sahara til jeg når Dakhla, hvor jeg er nødt til at finde et firehjulet køretøj til at fragte mig resten af vejen til Mauritanien. Det er dog også meget tænkeligt at dette bliver aktuelt allerede længere nordpå. Når først grænsen til Mauritanien er krydset åbner mulighederne sig påny, men det er sandsynligt, at jeg tager "jernmalms" toget ind i landet og fortsætter derfra mod syd til Senegal og Dakar.
I Dakar drejes til venstre og turen fortsætter østpå gennem Senegal til Mali, med en cykelfri afstikker til Timbuktu og der cykles videre gennem Burkina Faso og det sydvestligste hjørne af Niger inden der drejes sydover gennem Benin, hvor der flyves hjem fra Cotonou.
To groft skitserede ruteforslag gennem Europa
Et groft skitseret ruteforslag gennem Afrika
Sumatra er hovedøen i Indonesien og kunne meget vel være mit første rejsemål i Asien. En tur på en måneds tid eller evt. mere.
Jeg har tilbragt omkring 2 døgn i Caracas på vej hjem fra sidste Sydamerikatur. Det er dog også tid nok lige netop der, men resten af landet har dog rigtigt meget at byde på.
Nedenstående rute har jeg lavet som en mulighed for en 4 - 8 ugers vintertur - dvs. midt. nov. - midt. febr.
Den er ca. 2.000 - 2.500 km og dækker kun en lille del af landet, men gennemløber dog alligevel vidt forskellige landskaber og kulturer
Caribisk Bountyland ved kysten, regnskov i kystbjergene, Llanos, som er det store vilde flade lavland, som hvert år oversvømmes af floderne, Andesbjergene med højdeste pas på ruten over 4.000 meter og endeligt frugtbart landbrugsland.
Turen køres sikkert bedst med uret for at komme i bedre form inden Andesbjergene. Kystbjergene skal dog først lige forceres, men så følger også ca. 800 flade kilometer i Los Llanos inden de store knolde dukker op.
Alternativt Caracas - Bogotá
En anden mulighed er at gøre det til en ren bjergtur og cykle fra Caracas til Bogotá eller omvendt. En distance er på omkring 2.000 km men i et noget hårdere terræn.
Alle der følger med i cykling ved at det er en megasport i Columbia og det skulle efter sigende være helt fantastisk at være cykelturist i landet, hvis ellers man kan finde nogle nogenlunde rolige veje. Det er er nu ikke bare cyklister, som er begejstrede for landet. På mine tidligere ture til Sydamerika er intet land blevet omtalt mere positivt af andre rejsende.
Og til dem der allerede nu siger at jeg ikke er rigtig klog at bare overveje Columbia, så tag lige at undersøg sagen først. Det vil jeg selvfølgelig også gøre inden jeg vover mig ud i noget tvivlsomt. Men som udgangspunkt kan intet sted betegnes som farligt, bare på grundlag af nogle skrækhistorier i TV og aviser. Landet er stort og alle dele af landet kan ikke afskrives, før man har lettet sig fra lænestolen foran TV-kassen og sat sig ind i landets geografi og indre forhold. Der er helt bestemt steder i Colombia man ikke skal bevæge sig hen, men de fleste steder er det ikke farligere at rejse som rygsækturist eller cyklist end mange andre steder i Sydamerika.
Men i øvrigt er området op mod Venezuela nok ikke det bedste stede at vise sig for tiden.
